Fire nye CAGs til forskning i børneastma, kræft, slidgigt og børneinfektioner

I dag lancerer vi fire nye excellente forskningssamarbejder (CAGs) med fokus på børneastma, kræft, slidgigt og børneinfektioner.  De fire CAGs skal bidrage med viden og resultater til gavn for flere patienter.

Det er et år siden, at Copenhagen Health Science Partners (CHSP) offentliggjorde de første fire excellente forskningssamarbejder under navnet Clinical Academic Groups (CAGs). På baggrund af de gode erfaringer og resultater præsenterer vi i dag yderligere fire nye CAGs med fokus på forskningssamarbejde på højeste niveau. Et internationalt panel har vurderet, at de fire nye CAGS hver især har potentiale til at skabe vigtig viden og resultater inden for centrale behandlingsområder og patientgrupper.

Etableringen af CHSP som et fælles forskningsakademi beror på et ønske om at styrke den faglige brobygning mellem grundforskning og den patientnære forskning og behandling på hospitalerne. Samtidig vil de nye samarbejdsrelationer i eliteenhederne også bidrage til at styrke uddannelse og kompetenceudvikling på sundhedsområdet.

”Vi har mange stærke forskningsmiljøer både på universitetet og hospitalerne og med styrkelse af den faglige brobygning ønsker vi med disse CAGs at understøtte et større samarbejde på tværs af faggrænser, institutter, afdelinger, arbejdsmetoder og traditioner ”, siger dekan Ulla Wewer, det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

Såvel CHSP som de igangsatte CAGs er etableret med inspiration fra King’s College i London, som med stor succes har bragt grundforskningen og den patientbaserede forskning på hospitalerne tættere sammen. På samme måde er Norges største universitet NTNU i Trondheim nu i gang med at etablere et lignende samarbejde inspireret af den danske model.

”Ambitionen med samarbejdet er at skabe de rammer, der er nødvendige for, at forskningen kan blive bragt i anvendelse. Den daglige ledelse og forskningsmiljøerne kan sammen sikre en professionel tilgang til at udbrede forskningen og skabe endnu højere kvalitet i behandlingen”, siger Diana Arsovic Nielsen, direktør for Center for Regional Udvikling i Region Hovedstaden.

Regionsrådet i Region Hovedstaden har netop vedtaget og støttet udvidelsen af Copenhagen Health Science Partners med de fire nye CAGs.

”Med CHSP kan vi sammen med Københavns Universitet arbejde for større projekter og prioriteringer inden for sundhedsforskning. Og det er vigtigt, for når forskningen og den kliniske hverdag bringes tættere sammen kan vi få øget sundhed for patienter og borgere i Region Hovedstaden”, siger Lars Gaardhøj, formand for erhvervs-, vækst og forskningsudvalget i Region Hovedstaden.

Lanceringen af de fire nye CAGs foregår i Mærsk Tårnet i København torsdag den 28. juni 2018.

Om Copenhagen Health Science Partners

Copenhagen Health Science Partners (CHSP) er et samarbejde mellem Københavns Universitet og Region Hovedstaden, som handler om at fremme sundhedsvidenskaben og om at styrke forskningens effekt på den kliniske praksis til gavn for patienterne. Det gør CHSP ved at styrke samarbejdsmuligheder mellem klinisk forskning og grundforskning. Samarbejdet er inspireret af en engelsk model fra King’s College i London, der har bragt grundforskningen på universitetet og den patientbaserede forskning på hospitalerne tættere sammen.

Region Hovedstaden varetager en lang række sundhedsydelser til 1,7 millioner borgere og betjener i gennemsnit 13.000 patienter på hospitaler og klinikker hver dag. Sideløbende arbejder mere end 4.000 videnskabsfolk med innovativ forskning på Københavns Universitet og på hospitalerne. Universitetsforskere og kliniske forskere kan bruge CHSP til at lære af hinanden og udvikle nye idéer. Det betyder både hurtigere videnskabelige resultater og bedre behandling af patienterne.

Begynd at skrive og tryk enter for at søge

CAG-vindere 2017